Digitale Venner

 

Digitale Venner

Digitale Venner er for dig, som har lyst til at tale med et andet menneske, der lever med en gigtsygdom.

Måske savner du en at tale med jævnligt i en tid, hvor coronakrisen begrænser vores muligheder for at være sammen. Måske er du nydiagnosticeret med en gigtsygdom og har brug for at tale med én, der selv har været turen igennem, og som gerne vil dele både erfaringer og tanker med dig. Måske er du ung med gigt og savner at vende det hele med én, som er i samme situation.


I Digitale Venner kan du blive frivillig og være den, der ringer op og sætter gang i samtalen med din nye gigtven. Som frivillig digital ven skal du være medlem af Gigtforeningen. Til gengæld kan du være med til at gøre en stor forskel for en anden med gigt. Du vil også få mulighed for at blive en del af et netværk med andre frivillige digitale venner og du kan deltage i vores månedlige opstartskurser, hvor du vil blive klædt godt på til at være digital ven.

 

Du kan også få en digital ven og være den, som bliver ringet op for at få en snak om livet med gigt – og andre ting, som I hver især er optaget af. Når du får en digital ven, bliver du matchet med en frivillig, som ringer til dig efter aftale.

 

Hvorfor skal du melde dig til Digitale Venner?

”Jeg føler mig gladere efter vores samtaler. Vi kan både tale om tungere emner og senere grine over oplevelser, vi har haft.” Hanne, frivillig i Digitale Venner. 

 

”Et opkald kan forgå i nattøjet og med morgenhår, og du kan blive mødt lige der, hvor du er.” Valerie, frivillig i Digitale Venner. 

 

"Dejligt at snakke med en, der har de samme eller lignende udfordringer i tilværelsen som mig selv!" Lotte, har fået en digital ven. 

 

Digitale Venner er udviklet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer og finansieret af Indenrigs- og Socialministeriet.


Besøg linket nedenfor for at få mere information om Digitale Venner, heriblandt en videointroduktion til projektet.
Her finder du også mulighed for tilmelding.

 

Digitale Venner