Lea Bøjden, 38 år, Galten, morbus Bechterew og morbus Crohn

Jeg har været indlagt her fire gange. For mig er hospitalet verdens navle – det er her jeg har det allerbedst. De gange jeg har været indlagt, har jeg været på et hold med andre med samme diagnose som mig. Jeg har fulgt en generel træning og undervisning. Dog har der også været tid til at lytte og tilgodese mine individuelle behov. Jeg har igennem længere tid døjet med, at mine muskler trækker mine skuldre ude af led, så jeg har været begrænset i min hverdag. Under min indlæggelse var jeg så heldig at stifte bekendtskab med Anette, en meget kompetent og nærværende fysioterapeut. I de tre uger arbejdede Anette og jeg intensivt sammen – og det lykkedes mig, at få min bevægelighed tilbage i skuldrene. Derudover formåede hun at klæde mig godt på til hverdagen derhjemme, så jeg i dag formår selv at vedligeholde min træning – og dermed har både en bevægelighed og et smerteniveau, jeg kan leve med.